Dansk Poker Union og Bondegaardspoker

Der har desværre været en del misforståelser omkring Dansk Poker Unions forhold til Bondegaardspoker.dk, og de turneringer Esbjerg poker klub har afholdt. Vi vil for at rydde op i misforståelserne her redegøre for DPUs kontakt til Esbjerg Poker Klub.

Kontakten til Esbjerg og Micki Bertramsen har bestyrelsens næstformand, Nikolaj Fleischer stået for. Og her må vi starte ud med at erkende, at kommunikationen internt i bestyrelsen har været for dårlig. Resten af bestyrelsen har ikke i tilstrækkelig grad involveret sig eller er blevet oplyst om samarbejdets indhold.

I maj måned afholdt Esbjerg poker klub deres første arrangement og ville i den forbindelse gerne have en repræsentant fra DPU ud, da man ønskede, at spillerne skulle organiseres under DPU.
Bestyrelsen havde været i kontakt med ledelsen af Esbjerg poker klub og besluttede at sende næstformanden til Esbjerg med henblik på at introducere DPU og bistå klubben med organiseringen af spillerne. Deltagerne tegnede et prøvemedlemskab hos DPU a 30 kr.
Ved samme lejlighed er der øjensynligt medlemmer, som er blevet afkrævet 100,- kr. Dette har intet med DPU at gøre og er udelukkende et beløb fastsat af ledelsen af Esbjerg Poker Klub.

Kort efter begyndte Dansk Poker Unions bestyrelse at arbejde for, at det skulle være muligt at indlede samarbejde med pokerklubber for, at klubberne for sin del kunne få råd og vejledning hos DPU, og at klubberne til gengæld finansielt og moralsk viste deres opbakning til DPU og DPUs politiske arbejde.

Det blev besluttet ikke at optage klubber under DPU, da der så kunne opstå en uheldig sammenkobling mellem DPU og tvivlsomt lovlige arrangementer. Vi valgte i stedet at indføre samarbejdsaftaler, der dækkede, hvad man konkret samarbejdede om.

I juni måned afholdt DPU i den sammenhæng en ekstraordinær generalforsamling, hvor flere vedtægter angående klubsamarbejde blev vedtaget.

Næstformanden indgik en aftale med repræsentanterne for Esbjerg poker klub, om at medlemmerne kunne opnå klubmedlemskab hos DPU mod at klubben senere betalte 20 kr. som er differencen op til et klubmedlemskab.

Efterfølgende har bestyrelsen erkendt at denne fremgangsmåde er uholdbar. De personer, der betaler de 30 kr. idet de havde købt et prøvemedlemskab har krav på en helt anden service i den måned, de køber prøvemedlemskab. Herunder invitationer til DPUs arrangementer samt tilsending af bl.a. DPUs medlemsblad. Mens et klubmedlemskab har et noget andet indhold.

Indenfor en måned efter første arrangement afholdt Esbjerg Poker Klub en ny turnering og afkrævede igen prøvemedlemskaber af deltagerne.

Næstformanden erkender, at han har været for langsom til at rykke for prøvemedlemskaberne og deltagerlisterne fra arrangementerne. Først i slutningen af juli, blev det undersøgt om pengene fra Esbjerg Poker klub var modtaget.

Den samlede bestyrelse beklager dybt, at de personer, der har købt prøvemedlemskab i Esbjerg stadig intet har fået for deres penge. Vi beklager også, at sagsbehandlingen har været så lang, og at der ikke i højere grad har været rykket for penge og deltagerlister.
Vi vil naturligvis straks tilsende begge sidste medlemsblade, idet vi modtager listerne ligesom disse prøvemedlemmer naturligvis vil få adgang til september måneds pokerskole i København og oktober måneds pokerskole i Århus.

Vi må også beklage, at kommunikationen til Esbjerg Poker Klub har været så sparsom eller tvetydig, at Esbjerg Poker Klub har troet, at de var medlem af DPU. Og at Esbjerg Poker Klub har troet, at de skulle beholde pengene fra prøvemedlemskaberne til de indledte et klubsamarbejde med DPU.

Vi vil naturligvis arbejde for, at noget lignende ikke sker igen. Vi er klar over, at kommunikationen med Esbjerg Poker Klub og samarbejdet med samme i mange henseender har været uprofessionel. Vi beklager også dybt overfor de prøvemedlemmer, der er blevet ladt i stikken og endnu ikke har fået noget for deres penge.

Vi har nu været i kontakt med Esbjerg Poker Klub og data og penge skulle være på vej.
Alle, der ønsker det, vil få deres indbetaling retur. Vi håber, at sagen snarest kan blive løst til nogenlunde tilfredshed hos de implicerede.

      KONTAKT DANSK POKERUNION